DEMOKRATI OG SUNDHED

 Demokratisk dannelse

Demokrati er ikke en ensom rejse – det er en rejse i et fællesskab hvori du selv bidrager væsentligt. Holmstrup er et demokratisk forpligtende fællesskab og vi forventer at alle bidrager.

På Holmstrup er demokrati ikke kun noget vi lærer om i samfundsfag og medborgerskab. Det er noget vi bevæger os i hele tiden. Demokrati på Holmstrup betyder mulighed for - og krav om deltagelse.

Demokrati på Holmstrup betyder ikke eleverne har medbestemmelse på alt. Men det betyder, at det er tydeligt hvor eleverne kan få indflydelse og hvor de ikke kan.

Holmstrup er et demokratisk eksperimentarium. Der er masere muligheder for at prøve kræfter med dialog og indflydelse. Eleverne deltager i de besluttende organer og har rig mulighed for at forhandle og ændre på de rammer der omgiver dem.  De kan få indflydelse på mange forskellige områder; lige fra det faglige indhold i timerne, til den måde de sidder på i spisesalen. 

 

Den grønne linje

Maden skal være sund, grøn og veltillavet. Vi spiser varieret, bruger friske økologiske råvarer, bager vores brød selv og bruger mange grøntsager. Til middag serverer vi både kød- og vegetarretter.

Det er ikke ligegyldigt, hvad du spiser. Det er heller ikke ligegyldigt, hvordan råvarerne til maden er produceret, og det er slet ikke ligegyldigt, hvordan råvarerne tilberedes i vores køkken.

Det er vigtigt at få et lystbetonet forhold til at holde sin krop i god form. Vi opfatter motion og bevægelse som et af redskaberne til at leve et sundt liv udfra et helhedspræget sundhedssyn. Den sjove og lystbetonede aktivitet vægter vi frem for konkurrenceidræt. Undervisningen er først og fremmest igangsættende i forhold til elevernes selvstændige dyrkelse af motion.
Vi bruger den omkringliggende natur til løb, cykling og orienteringsidræt, men laver også boldspil og forskellige former for indendørs idræt.