|
At gå på efterskole er mange ting. Du vil blive undervist i alle de prøveforbredende fag, som tilbydes i folkeskolen. Så vil du få undervisning i liniefag. Du vil også skulle deltage i andre aktiviteter. Meget af det vi foretager os, bærer præg af undervisning. Det kan være køkkentjans, rengøring, samling osv., så det er ikke unormalt, at du, specielt i starten af skoleåret, ikke kan finde ud af, hvornår du har fri, og hvornår du har undervisning.
Det betyder eksempelvis også, at vi en gang imellem har undervisning i weekenderne. Som regel drejer det sig om 4 blive-weekender på et skoleår, én weekend i forbindelse med intro og én i outro, én i forbindelse med fællesprojektet og én i forbindelse med forældremøde. Når vi har bliveweekend, har vi ligeledes forlænget weekend ugen efter.
I de øvrige weekender har du fri fra undervisning, men skolen er åben, og du bestemmer selv, om du vil blive på skolen eller rejse hjem.

Der vil være enkelte weekender, hvor der er åbne arrangementer på skolen. Eksempelvis "Efterskolernes dag", hvor alle efterskoler i hele landet holder åbent hus. I forbindelse med en sådan weekend skal du påregne at få tildelt nogle opgaver, hvis du har valgt at blive.
|